Om undersøgelsen
Sidst opdateret 17. september 2026.
Linkpriser sammenligner listepriser på links hos de danske linkbuildingplatforme. Siden er lavet af én person, uden aftaler med nogen af udbyderne, og uden at tjene penge på den. Her kan du læse, hvem der står bag, hvordan tallene er indsamlet, og hvad de kan og ikke kan bruges til.
Hvem står bag
Siden er lavet af Matti Kris Ljungberg, SEO Director hos Cernel og ejer af Mkris ApS, CVR 46591151. Jeg har arbejdet med søgemaskineoptimering siden 2011 og køber selv links til kunder. Undersøgelsen udspringer af, at jeg aldrig selv kunne finde ud af, hvem der faktisk var billigst.
Du kan finde mig på LinkedIn og på mkrisdigital.dk. Jeg laver desuden podcasten Kris og Bondtofte sammen med Henrik Bondtofte.
Uafhængighed
Linkpriser er uafhængig af alle linkbuildingplatforme. Jeg har ingen samarbejdsaftaler, partnerskaber, affiliate-aftaler eller rabatordninger med Bazoom, Kaboozt, Linkasaservice, Partnertext og Serpier eller nogen anden udbyder. Ingen af dem har betalt for at være med, og ingen af dem har set eller haft indflydelse på tallene, før de blev offentliggjort.
Jeg tjener ikke noget på domænet. Der er ingen annoncer, ingen affiliate-links, ingen betalte placeringer og ingen indsamling af data om dig. Hele årsagen til, at siden findes, er at skabe gennemsigtighed i et marked, hvor priserne ligger bag login på hver sin platform og aldrig er blevet sammenlignet på tværs.
Anbefalinger på siden, fx hvilke to platforme jeg selv ville vælge, bygger alene på tallene. De er ikke udtryk for kvalitet, service eller redaktionel proces hos udbyderne, og de er ikke aftalt med nogen.
Sådan er data indsamlet
Priserne er hentet fra de 5 platformes egne prislister og eksportfiler i september 2026: Bazoom, Kaboozt, Linkasaservice, Partnertext og Serpier. Fra hver platform er der hentet omkring 5.000 listepriser, i alt 12.133 unikke domæner. Det er platformenes almindelige listepriser pr. link, som enhver kunde kan se, når de er logget ind. Der er ikke brugt individuelle tilbud, rabatter eller forhandlede priser.
Tallene er et øjebliksbillede. Platformene ændrer priser og katalog løbende, så undersøgelsen opdateres, når prislisterne hentes igen. Datoen står øverst på denne side.
Sådan er tallene normaliseret
- Domæner er kanoniseret, så det samme domæne genkendes på tværs af udbyderne, uanset om det er skrevet med www, store bogstaver eller specialtegn.
- Flere placeringer på samme domæne, fx undersektioner eller sprogvarianter, tælles som ét domæne, og den laveste pris bruges.
- Valuta: priser i dollar er omregnet til danske kroner med en fast kurs. Alle priser vises som flade listepriser pr. link i DKK.
- DR (Domain Rating fra Ahrefs) er gennemsnittet af Bazooms og Serpiers tal, som er enige inden for 3 point på 99 % af domænerne. Mangler begge, bruges Kaboozt og dernæst Partnertext. Linkasaservices DR-kolonne bruges ikke som kilde, da den følger en anden skala.
- Trafik er udbydernes egne estimater af organisk trafik pr. måned. Bazoom og Serpier bruger samme kilde og er enige inden for en faktor 2 på 88 % af domænerne, så deres gennemsnit bruges; mangler begge, bruges Kaboozt. Linkasaservice og Partnertext rapporterer omkring tre gange højere tal fra en anden kilde og bruges ikke som kilde. 0 betyder, at kilden ikke kan måle nogen trafik.
Sådan sammenlignes der
Udbyderne sælger ikke de samme domæner, så totaler kan ikke bare lægges sammen. Sammenligningen af priser og af hvem der er billigst laves derfor kun på de domæner, som alle valgte udbydere sælger. Med alle 5 valgt er det 683 domæner. Slår du en udbyder fra på forsiden, bliver fællesmængden større, og alle tal regnes om.
- Billigst er den udbyder, der alene har den laveste listepris på et domæne. Er to lige billige, tæller det ikke som en sejr til nogen.
- Besparelsen er forskellen mellem at vælge den dyreste og den billigste udbyder på hvert domæne, lagt sammen over fællesmængden.
- DR-intervaller følger dataens egen fordeling. Over halvdelen af domænerne ligger i DR 40 til 45, så toppen har smallere intervaller for ikke at drukne.
- Parvis sammenligning måler to udbydere på de domæner, de begge sælger, uafhængigt af de øvrige. Derfor er grundlaget forskelligt fra par til par.
- Break-even-rabat er den rabat på alle en udbyders listepriser, der skal til, før det er lige så billigt at købe alt hos dem som at vælge billigst hver gang.
- Pris pr. 1.000 besøg er samlet listepris delt med samlet trafik, kun på domæner med målbar trafik. En median pr. domæne ville blive misvisende, fordi de fleste domæner har meget lidt trafik.
Det kan tallene ikke sige
- Det er listepriser. Mange har individuelle aftaler, og afsnittet om rabataftaler på forsiden viser, hvor stor en rabat der skal til, før en udbyder er konkurrencedygtig.
- Kvalitet, redaktionel proces, leveringstid, placering på siden og service er ikke målt. Et billigt link er ikke nødvendigvis et godt link.
- DR og trafik er tredjepartsestimater for hele domænet, ikke for den side, linket ender på.
- Kun platforme med en prisliste, der kunne hentes systematisk, er med. Mangler der en udbyder, hører jeg gerne fra dig.
Fejl, opdateringer og brug af tallene
Finder du en fejl i tallene, eller mener du, at en pris er forkert gengivet, så skriv til mig på LinkedIn. Jeg retter, når jeg kan efterprøve det. Du må gerne bruge tallene og figurerne, også kommercielt, når du angiver Linkpriser som kilde med et link til siden.
Siden bruger ingen cookies. Læs mere i cookiepolitikken.